Af inskriptionen, der godt nok næsten er helt forsvundet, kan man læse følgende:

"Her hviler Støvet af den gode Søn, den ædle Yngling Georg Frederik Andreas Kyhn, Secondlieutenant ved de annulerede Batailloner, fød 1788, den 29. august, død 1810, den 18. Januar. Sønlig Kjerlighed førte ham til Venøe; der fandt han sin Grav. I 6 Dage Skjænkede han en øm Moder og en varm Paaskjønner af hans ædle hjerte den reneste Fryd. Kraftfuld som den uge Eeg, skjøn som den blomstrende Rose tilsmilede han Moder og Ven et kort Farvel. Ak! det blev det sidste. Et Stød af Dødens vældige Arm - Eegen styrtede; et Pust af dens gidige Aande - Rosen visnede. Gud, hvor uransagelige ere dine Domme! Evighedens lys kan kun opklare, hvi denne Sorg var nødvendig. Fred med dit Støv, du gode Søn. Du kender nu - omstrålet af Evighedens Glands- den Viisdom, som bød dig at døe så brat og i din fejreste Alder døe. Snart smales vi. Da skulde dine Efterladtes Sukker forvandles til lovsange. Da skulde vi i Forening med dig, du salige. uden Taarer tilbede Herrens veje og erkjende, at de er idel Miskundhed og Naade."

Det fortælles, at den unge soldat var på Venø for at besøge sin mor, der var gift med Pastor Sand (Sognepræst på Venø 1803-1810). Han var ude at løbe på skøjter på fjorden, da han pludselig greb sig til hovedet og sagde "her må jeg standse", hvorefter han styrtede om, formodentlig ramt af et hjerteslag.