|
Sankt Ambrosius er en af de fire store kirkefædre fra kirkens første århundreder. Han blev født i Trier cirka 339 som søn af en prætorian-præfekt fra Gallien. Han døde i Milano den 4. april 397.
Da Milanos bispesæde blev ledigt i 374, blev Ambrosius valgt til biskop med stor folkelig tilslutning. Han modtog dog embedet nødtvungent, for på det tidspunkt var han kun katekumen og endnu ikke døbt, men folket trængte på og inden for en uge blev han både døbt og bispeviet. Han delte sine penge blandt de fattige og gav sin ejendom til Kirken. En god del af natten tilbragte han med studium og bøn. Ved morgengry læste han messen og satte sig til sit arbejdsbord. Men hans dør var åben for alle, og når han hørte skriftemål, græd han med synderne. Han var mild og trængte dog igennem. Ambrosius handlede altid ud fra et princip, han selv havde formuleret: "Kejseren er i Kirken, ikke over den".
Ambrosius regnes blandt Kirkens fire store latinske kirkelærere sammen med Augustin, Hieronymus og Gregor den Store. Hans undervisning blev, som det sømmer sig for en biskop, i højere grad givet i form af prædikener end af lærde afhandlinger. Hans vigtigste opgave var ikke hos kejser eller teologer, men hos folket, og hans prædikener var meget konkrete. Han var den første lærer i Vesten, der med udbytte anvendte salmer som folkeligt middel til lovprisning og fremme af den rette tro.
Kalkmaleriet er fra Gjerlev kirke 1511
|
|
