Velkommen

Dette er en hjemmesiden om de helgener vi finder i de danske middelalderlige kalkmalerier. Kataloget indeholder billeder af helgenerne taget fra kalkmalerierne og en kort introduktion til hver helgen og dennes legende.

(siden er under udarbejdelse, forslag til rettelser modtages gerne)

En helgen er en kristen mand eller kvinde der på fremragende vis har levet op til sin dåbspagt i tro, håb og kærlighed, og på den måde er blevet et vidne om Kristi hellighed i Kirken. Kirken anerkender det efter at en såkaldt helgenkåringsproces har givet positivt resultat og der er sket en helgenkåring, og anbefaler dermed helgenen som forbillede og forbeder i himlen for de troende. Helgendyrkelse er en anerkendelse af en helgens hellighed, en bøn om forbøn hos Gud og et ønske om at lade sig inspirere af helgenens kærlighed til Gud og mennesker. Der er tale om veneration, ikke tilbedelse (adoratio), som kun tilkommer Gud.

Helgendyrkelse hører til den katolske tro. I kalkmalerierne er helgener blevet afbildet allerede i de første kirker der blev udsmykket ved kristendommens indførelse. Kirkerne blev ofte viet til særlige helgener, og man ærede helgenerne ved at male dem og deres historie på væggene. Billederne blev brugt til at huske og genfortælle de spændende historier om helgenernes liv og som andagtsbilleder. Med reformationen kommer protestantismen til Danmark, men helgener bliver i kirkerne, og billedtraditionen er så fast, at der fortsat males helgener på kirkevæggene.